Problemer med fibernettet?

Hvis du oplever problemer med internetadgangen, så er her nogle gode råd til fejlsøgning.

 

Det sker ind i mellem, at der opstår problemer med noget centralt udstyr, som gør at nogle eller alle brugere mister internetadgangen. I de situationer vil det ofte kunne ses ved, at der tegnes en flad linje i nulpunktet i en af trafikgraferne. Som regel vil it-udvalget automatisk få besked om den slags gennem vores overvågningsværktøjer, og så tager vi hånd om det hurtigst muligt. 

 

Dårligt trådløst signal (wifi)

I langt de fleste situationer, hvor der opleves problemer med hastigheden eller tilgængeligheden til internettet, skyldes det dårligt trådløst signal (wifi). Det første man skal gøre er derfor at forsøge at afdække, om årsagen til problemerne er wifi eller ej. Hvis du oplever problemer med netværket/hastigheden, så start med at teste, om problemerne stadig er der, hvis du tilslutter din computer direkte til fiberkonverteringsboksen med et almindeligt netværkskabel. Hvis du får god forbindelse, når din trådløse router er frakoblet, så er det mest sandsynligt, at problemerne skyldes din egen trådløse router. 

 

Placering af router

Hvis man er kommet frem til (eller mistænker), at det er dårligt wifi, som giver problemer, så bør man se på, hvor i lejligheden man har placeret sin trådløse router. Enhver trådløs router har en begrænset rækkevidde og jo længere væk fra routeren, man kobler på, des svagere signal - og ringere hastighed - vil der være. Som regel vil en central placering være det allerbedste. Man skal dog også være opmærksom på, at radiosignalerne til og fra routeren trænger lettere igennem nogle materialer end andre. Fx er metal og tykke mure noget som kraftigt sænker signalet. Hvis man oplever pletvis dårlig forbindelse i sin lejlighed, så kan det meget vel skyldes, at signalet bliver dæmpet ekstraordinært meget i lige netop den retning. Den slags situationer kan ofte afhjælpes at flytte routeren en smule, evt. blot ½ meter.

 

Kanal / frekvens

Det er som regel også en mulighed at ændre på, hvilken kanal routeren sender på. Hvis der er mange andre routere i nærheden, som sender på samme kanal, så giver det radiostøj og dårligere forbindelse. Det kan derfor være en fordel at eksperimentere med kanalskifte. Eller at vælge autoindstillingen og lade routeren selv styre det. Det er dog ikke alle routere, som er lige gode til automatisk at vælge den mest optimale kanal.

 

Hvis din router understøtter det, så brug 5 GHz-frekvensen, da denne frekvens er udsat for langt mindre radiostøj og derfor typisk giver en meget bedre forbindelse. 

 

Ny router

Hvis ovenstående forslag til afhjælpning af wifi-problemer ikke er nok, så vil en nyere router ofte være løsningen. Routerproducenterne udvikler konstant forbedringer og en nyere router af god kvalitet vil være bedre i stand til at håndtere støjfyldte omgivelser og dermed give en hurtigere forbindelse. Vi har efterhånden erfaret fra mange brugere i Sønderport, at en ny moderne router har gjort en verden til forskel. Bemærk i den forbindelse at det er selve modellen, som skal være af nyere dato; ikke blot at routeren er indkøbt for nyligt. 

 

Når du skal vælge en ny trådløs router, så sørg som minimum for at gå efter disse specifikationer:

  • den trådløse standard som hedder 802.11AC (det væsentlige her er "AC")
  • simultaneous dual band (dvs. at den kan bruge 2,4 og 5 GHz samtidig) 
  • gigabit wan 
  • gigabit lan 
  • beamforming